Gysernovelle

Er der noget med mig?

"Ja, det kan vi godt, det kunne være sjovt". Okay hjemme hos mig klokken 17:00 ok? "Ja, det er fint, vi ses ". Klokken blev efter hånden mere og mere, og jeg begyndte at gøre klar til at min veninde kom. Jeg begyndte at dække bord, og jeg bestilte en pizza, der blev leveret lige til døren klokken 17:30.
Klokken blev 16:45, og jeg tog de 2 små colaer ud af køleskabet. Klokken ringede, og jeg gik ud, og åbnede døren. Håndtaget var koldt, det føltes næsten vådt. Nå men jeg åbnede døren, og ind kom min bedste veninde. Hun havde sat håret op i en høj hestehale, og havde taget nogle mørke cowboy bukser på, sammen med en vildt fed trøje fra H&M. Vi satte os ind ved bordet og snakkede, om hvad vi skulle lave denne aften. Vi snakkede om at vi skulle se en gyser film. Den ide var jeg med på. Det var lidt uhyggeligt, fordi vi var jo alene hjemme. Klokken gik tik tak tik tak, og klokken blev 17:30. Det ringede igen på døren, min veninde spurgte hvem det var. Jeg sagde det nok var pizza budet, og jeg havde ret det var det. Pizzaen duftede dejligt, jeg blev helt sulten nede i maven det var en dejlig følelse.

Vi satte os ind til spise bordet, satte en gyser film på, og begyndte at spise. Filmen var meget uhyggelig, men jeg tænkte bare at det er bare en film. Pizzaen smagte dejligt, og colaen kildede helt nede i halsen.
Filmen kørte, og vi gemte os nede i vores dyner det var meget hyggeligt, og uhyggeligt på sammen tid. Vi havde taget noget slik, og nogle Chips, det smagte godt. Vi havde taget noget surt slik, det var vidst Haribo stjerne mix med surt sukker, det smagte dejligt. Chipsene havde vi taget en blandet pose, der var noget sour creme og nogle barbecue og noget andet også.

Vi løb tør for sodavand, og vi havde ikke mere i køleskabet. Jeg måtte ned i kælderen, hvilke ikke lige var det jeg havde lyst til. Filmen handlede nemlig om, at en pige gik ned i en kælder.  Hun går ned i kælderen, og høre nogle mærkelige lyder. Hun ser et monster, og bliver spist, men det mest uhyggelige var at den var meget langtrukket.
Når men jeg måtte ned i kælderen. Jeg tog nogle meget stille, og rolige trin ned af trappen.
Jeg tog i håndtaget, det var koldt og ubehagelig. Det føltes lidt som om at tiden.
Jeg tændte lyset, så det ikke var mørkt. Der var meget koldt, der var en lille vind, lidt som om der var gennemtræk, men der var ingen vinduer åbne.

Jeg gik nogle skridt, det var som om der var nogle der stod og kiggede efter mig. Jeg vente mig ikke om, jeg rystede alt for meget.
Jeg skulle igennem 2 døre, og ned af en gang og ind i et meget koldt rum. Jeg kom ind i kælderen, og døren smækkede bag ved mig. Jeg fik et shock , og kastede mig over til sidden. Tankerne kørte hurtigt igennem mig. Hvad var det? Hvem var det? Hvad gjorde det? Spøgelse? Ej det ville være mærkeligt. Jeg prøvede på at få mig selv til at fokusere, på at jeg bare skulle hente en sodavand. Jeg åbnede øjne, jeg havde lukket dem da jeg kastede mig selv til siden. Jeg syntes der var lidt vådt, der hvor jeg lå. Jeg vente mig om, jeg lå i noget vand tror jeg. Jeg valgte ikke at tænke mere på det.
Jeg rejste mig op, jeg satte hånden i noget der knaste højt.
Jeg kom helt op, og stå. Jeg begyndte at gå hen mod den næste dør. Sveden løb ned af mig, jeg hev efter vejret. Hvad hvis nogen hørte mig? Jeg tænkte hele tiden på hvis nu? Hvad nu? Hvem? Jeg nåede hen til næste dør, jeg svedte som en hund der lige havde løbet et Marthon. Det var ikke særlig lækkert.

Jeg turde næsten ikke, jeg talte inden i mig selv" 1, 2 ,3....." Jeg talte ned til bare at løbe, løbe ind hente sodavanden, men alle de gange jeg nåede til 0, startede jeg forfra. Jeg tog igen i håndtaget, det var døren ind til der hvor fryseren står. Der er ret så koldt derinde, der er et vindue. Det er et lille vindue, det står altid på klem. Der kommer sådan nogle susselyde, det er meget uhyggeligt. I hjørnerne er der mange edderkoppe spin, i et hjørne sidder der også en lampe. Den lyser når man holder den, men hvis ikke er det meget mørkt.

Jeg stillede nogle kasser op, men jeg var bange for at det tog for lang tid, min veninde sad jo ovenpå.
Jeg tog langsome trin hen mod fryseren, jeg kunne næsten se sodavanden.

Jeg gik og gik, lyset blinkede fordi kasserne vippede. Edderkopperne kravlede rundt omkring, jeg fik en kuldegysning. Den kolde luft gik lige igennem mig, det var lidt som om at der faldt iskoldt vand ned fra himlen. Det var meget ubehagelig følelse, der gik igennem kroppen på mig. Jeg havde taget nogle flere skridt, jeg var bange for at larme, hvis nogen hørte mig. Jeg kom tættere og tættere, jeg tænkte hele tiden på hvad nu hvis osv, det var en tanke der nok gik igennem mit hoved flere 1000 gange mens jeg gik her nede.
Jeg kom helt tæt på sodavanden, og for alvor begyndte jeg virkelig at tænke. Jeg kunne jo bare tage sodavanden, men hvis nu der sad en snor fast i, som en slags fælde. Det kunne jo være at, snoren førte hen til døren, så den vilde lukke, så jeg kunne blive fanget her inde. Jeg kunne blive fanget her inde resten af mit liv, eller der kunne komme en mand ned fra loftet for at dræbe mig. Alle disse tanker gik igennem mig på 0,5, men til sidst tænkte jeg bare. Det er bare forestillinger, hvorfor går de mig sådan på?
Det spørgsmål kunne jeg ikke rigtig svare på så jeg valgte at tage flasken med cola og bare løbe væk.
Jeg tog flasken, og pludselig var det som om at hele verden bare styrtede sammen, som om der ingen ting var tilbage. Det føltes som om at jeg var helt alene i verden, helt alene det hele var hvidt, undtagen sodavanden. Den lyste så klart som en stjerne der faldt ned fra himmelen, det var faktisk smukt.
Jeg begyndte at tænke lidt over hvor jeg var, men jeg tænkte bare hvor folk var? Og hvorfor jeg var helt alene, har jeg gjordt noget forkert skulle jeg ikk havet hentet sodavanden.
Gad vide hvad det var?
Jeg kiggede mig omkring, og så at jeg lå i sodavanden!

Tema: Skilsmisse.
Fantastisk novelle

Tårerne trillede ud af mine øjne, og det kunne bare ikke stoppe. Jeg gik ind på mit værelse, og ringede. Jeg ringede min veninde op, og spurgte om jeg måtte komme over?
Hun svarede "Ja, selvfølgelig", du kommer bare.
Da jeg kom der over, spurgte hun hvad det var. Jeg sagde, at der bare var sket noget i min familie. Så tog vi i lyngby, og hyggede os. Min mor ringede til mig, og spurgte hvor jeg var. Jeg er bare lige over hos Mikala.
Okay, men hvad tid kommer du hjem?
Jeg sagde bare engang i aften.

Næste dag, da jeg vågnede, spurgte min mor om jeg var okay. Jeg sagde, tjaa det kom an på, hvad jeg skulle være ok med.
Moren begynder at spørg ind, til hvordan hun har de med sine følelser. Jeg sagde at det var meget hårdt, og selv om man ikke kunne se det græd jeg indeni. Hvad de ikke havde opdaget, var at hendes far stod og lyttede udenfor.

Dagene op til at min far skulle flytte var hårde, mine forældre sov ikke i samme seng mere, og de talte heller ikke særlig meget sammen mere, de taler igennem mig.
Jeg var ved at blive træt af det, nu gad jeg ikke mere, jeg lagde mig til at sove

"Flyttedagen"
Kom flyttebilen, men jeg gad ikke stå op. Tankerne blev ved med at køre gennem mit hoved. Hvad skulle jeg gøre, ville de måske finde sammen igen, hvor skal jeg starte, "det som om mit liv starter forfra".
De begyndte at tage nogle møbler, min far havde taget en sæk til sit tøj. Menneskerne gik frem og tilbage, af vores dør.
Et par dage efter, skulle jeg over til min far. Det var mærkeligt, sådan bare at skifte vær uge.
Det var irreternede at de ingen gang skrev sammen, så sagde min far at jeg skulle huske at sige til mor, at du skulle lave dine lektier.
Jeg sagde bare om han ikke bare kunne skrive en SMS.
Da jeg skulle over til min mor, var der en stemme der sagde noget. Jeg kunne ikke se noget, så jeg gik videre. Der kom den igen, denne gang kunne jeg mærke noget på min skulder. Jeg drejede hoved, og der var sådan et lille menneske, ville jeg kalde det. Den sagde at jeg bare skulle slappe af, men hvordan?
Jeg glemte helt hvem den var, og hvor den mon kom fra.
Jeg begyndte faktisk, at tale med den. Der blev en akavet stemning, men så spurgte jeg hvad han lavede på min skulder? Han sagde han var blevet sendt for at hjælpe mig.
Men jeg forstod det ikke, hvad skulle han hjælpe med nu, det var jo sket. Han sagde at han skulle hjælpe, med at prøve at sætte hendes forældre sammen igen. Så sagde jeg bare at det blev svært, de skriver jo ingen gang sammen.
Men os to sammen, skal vi give det en chance.
Manden på min skulder, sagde at jeg skulle sige at jeg ikke gad, at tale for dem mere. Det gjorde jeg så, og min forældre sagde, at det forstod de god. Så de ville begynde at ringe sammen.
Manden kom frem igen, han sagde at jeg skulle prøve at hjælpe mine forældre. Men jeg skulle på sammen tid sige, at i har brug for mere tid, eller flere mennesker til at hjælpe. Min mor sagde, at vi måtte ansætte en til at gøre rent. Min far sagde, bare at det gik da fint.
Så det hjalp på ingen måde, jeg gik ind på mit værelse. Ham manden kom igen, frem på min skulder.

Han sagde at jeg skulle sige sandheden.

Julie's historiske fortælling

Da jeg gik ud!

Leonora vågnede klokken 9, om morgnen af en masse larm. Hun gik ind til sine forældre, men de var der ikke, de sad nede ved spisebordet. Men der manglede en, hendes far, hvor var han? Hendes mor sagde at hun skulle komme, og sætte sig ned. Der var stille i et stykke tid, hun tænkte at det ville være akavet, hvis hun begyndte at tale. Men så begyndte hendes mor at tale, hun sad og græd. Hun sagde noget med hendes far, noget med at han var kaldt ind, til noget med hans arbejde. Men hun sagde ikke mere, Leonora kunne se at, hendes store søster vidste mere. Leonora spurgte om der var mere, hun skulle vide. Men det var der ikke.
Leonora spurgte også om hun måtte gå udenfor og lege med hendes venner. Men det måtte hun ikke, hendes mor sagde bare at det var for tidligt på morgnen. Leonora ville ud at lege med sine venner, hun plejede godt ,at måtte gå ud at lege med dem nu.
Da hendes mor ikke kiggede, gik Leonora ud i entréen, og løb ud.
Da hun kom ud, fik hun et kæmpe chok, der landede noget lige foran hende. Men hun vidste ikke hvad?
Hun gik videre hun så folk løbe rundt, hun forstod ikke hvorfor. Hun gik tæt opad murene. Leonora var meget nysgerrig, og ville undersøge alt.
Det der landede foran hende sprang, og der lød et kæmpe brag.
Hun fik et kæmpe chok, da hun kiggede der over. Der lå en af hendes bedste venner, og blødte.
Det var et skræmmende syn, for Leonora.
Hun skyndte sig, hun løb alt hvad hun kunne. Men hun løb i den forkerte retning. Det kom hun først i tanke om at hun gjorde, da hun begyndte at tænke over, hvad der skete.
Hun kunne ikke finde hjem igen, hun så folk der blødte, mennesker der græd og en masse bomber. Det var overhovedet ikke noget for en pige på 10 år. Hun så også andre små børn, der var væk fra deres forældre.
Hun begyndte at tænke på hvad hendes mor tænkte.
Leonora sat sig ned, på en bænk opad en mur. Så begyndte hun at forstille hvad hendes mor dog ikke tænkte. Om hun slet ikke havde opdaget det, eller hun havde opdaget det.
Hvis hun havde opdaget det, hvad mon hun så tænkte?
Var hun gået ud at lede efter hende?
Eller fået nogen til at finde hende?
Ligemeget hvad er hun bange, for det der skete. Leonora havde aldrig været bange for noget før. Alle piger fra hendes klasse er næsten bange for edderkopper, det er Leonora ikke.
Men denne gang er hun bange, hun har jo slet ikke hørt om at der skulle ske sådan noget. Det havde ingen hørt om. Så tænkte Leonora også på sin far, ham ville hun finde, hun havde jo ikke sagt godmorgen til ham.
Men da hun rejste sig op for bænken, blev hun bange, hun mærkede en edderkop kravle på hende, det var en lille en, så hun lod den sidde. Hun begyndte at gå ud til den store plads. Men da hun kom der ud, kiggede hun tilbage, der hvor hun havde siddet faldt de to bygninger nu brænde sammen.
Det var en forfærdelig morgen, syntes Leonora.
Leonora ville bare hjem, men det var ikke tit hun var så langt, væk fra hendes hjem, og slet ikke alene. Hun begyndte at græde, hun mærkede tårene løbe ned af hendes kinder, de var våde, og det var ubehaligt.
Hun spurgte folk, om de vidste hvor hun skulle gå hen for at komme hjem. Men der var ingen der gad at svare hende, men for første gang savnede hun sin mor virkelig meget.
Nogle timer efter, var der blod i næsten hele København. Der faldt stadig bomber ned, i København. Men Leonora vidste at hendes lejlighed, ikke lå i det indre. Så hun begyndte at gå ud af. Klokken var efter hånden ved at blive mange, og Leonora var blevet træt. Men hun gjorde alt hvad hun kunne, for at holde sig vågen.
Leonora fandt hjem, hun blev glad for at se, at deres lejlighed ikke var sat i brænd. Hun gik op af den smalle opgang, man følte sig klemt når man gik op og ned på den. Da hun kom til hendes dør, bankede hun på. Det var hendes storesøster der åbnede, hun blev meget glad for at se Leonora igen.
Der kom hendes mor også løbene ud, og omfavnede Leonora, Leonora syntes det gjorde ondt men hun sagde ikke noget. Så tog hendes mor hende med ind i stuen, og der var en meget akavet stemning. Så sagde hendes mor, tak Gud tak fordi du ikke tog hende. Men det forstod Leonora ikke, hun spurgte hvad det betød?
Hendes mor sagde bare, at det var en måde at takke Gud på.
Leonora spurgte hvad hun så takkede for?
Så sagde hendes mor, at det var fordi at du kom hjem, uden en eneste skræmme.
Det føltes som om der gik flere år, men det gjorde der ikke.
Leonora stod ved vinduet da, hun så at vor frue kirke blev ramt. Et par dage efter stod hun der igen, der faldt det, og der faldt danskernes stolthed. Da kongen måtte give flåden, til England. Danmark mistede alt.