Da jeg gik ud!
Leonora vågnede klokken 9, om morgnen af en masse larm. Hun gik ind til sine forældre, men de var der ikke, de sad nede ved spisebordet. Men der manglede en, hendes far, hvor var han? Hendes mor sagde at hun skulle komme, og sætte sig ned. Der var stille i et stykke tid, hun tænkte at det ville være akavet, hvis hun begyndte at tale. Men så begyndte hendes mor at tale, hun sad og græd. Hun sagde noget med hendes far, noget med at han var kaldt ind, til noget med hans arbejde. Men hun sagde ikke mere, Leonora kunne se at, hendes store søster vidste mere. Leonora spurgte om der var mere, hun skulle vide. Men det var der ikke.
Leonora spurgte også om hun måtte gå udenfor og lege med hendes venner. Men det måtte hun ikke, hendes mor sagde bare at det var for tidligt på morgnen. Leonora ville ud at lege med sine venner, hun plejede godt ,at måtte gå ud at lege med dem nu.
Da hendes mor ikke kiggede, gik Leonora ud i entréen, og løb ud.
Da hun kom ud, fik hun et kæmpe chok, der landede noget lige foran hende. Men hun vidste ikke hvad?
Hun gik videre hun så folk løbe rundt, hun forstod ikke hvorfor. Hun gik tæt opad murene. Leonora var meget nysgerrig, og ville undersøge alt.
Det der landede foran hende sprang, og der lød et kæmpe brag.
Hun fik et kæmpe chok, da hun kiggede der over. Der lå en af hendes bedste venner, og blødte.
Det var et skræmmende syn, for Leonora.
Hun skyndte sig, hun løb alt hvad hun kunne. Men hun løb i den forkerte retning. Det kom hun først i tanke om at hun gjorde, da hun begyndte at tænke over, hvad der skete.
Hun kunne ikke finde hjem igen, hun så folk der blødte, mennesker der græd og en masse bomber. Det var overhovedet ikke noget for en pige på 10 år. Hun så også andre små børn, der var væk fra deres forældre.
Hun begyndte at tænke på hvad hendes mor tænkte.
Leonora sat sig ned, på en bænk opad en mur. Så begyndte hun at forstille hvad hendes mor dog ikke tænkte. Om hun slet ikke havde opdaget det, eller hun havde opdaget det.
Hvis hun havde opdaget det, hvad mon hun så tænkte?
Var hun gået ud at lede efter hende?
Eller fået nogen til at finde hende?
Ligemeget hvad er hun bange, for det der skete. Leonora havde aldrig været bange for noget før. Alle piger fra hendes klasse er næsten bange for edderkopper, det er Leonora ikke.
Men denne gang er hun bange, hun har jo slet ikke hørt om at der skulle ske sådan noget. Det havde ingen hørt om. Så tænkte Leonora også på sin far, ham ville hun finde, hun havde jo ikke sagt godmorgen til ham.
Men da hun rejste sig op for bænken, blev hun bange, hun mærkede en edderkop kravle på hende, det var en lille en, så hun lod den sidde. Hun begyndte at gå ud til den store plads. Men da hun kom der ud, kiggede hun tilbage, der hvor hun havde siddet faldt de to bygninger nu brænde sammen.
Det var en forfærdelig morgen, syntes Leonora.
Leonora ville bare hjem, men det var ikke tit hun var så langt, væk fra hendes hjem, og slet ikke alene. Hun begyndte at græde, hun mærkede tårene løbe ned af hendes kinder, de var våde, og det var ubehaligt.
Hun spurgte folk, om de vidste hvor hun skulle gå hen for at komme hjem. Men der var ingen der gad at svare hende, men for første gang savnede hun sin mor virkelig meget.
Nogle timer efter, var der blod i næsten hele København. Der faldt stadig bomber ned, i København. Men Leonora vidste at hendes lejlighed, ikke lå i det indre. Så hun begyndte at gå ud af. Klokken var efter hånden ved at blive mange, og Leonora var blevet træt. Men hun gjorde alt hvad hun kunne, for at holde sig vågen.
Leonora fandt hjem, hun blev glad for at se, at deres lejlighed ikke var sat i brænd. Hun gik op af den smalle opgang, man følte sig klemt når man gik op og ned på den. Da hun kom til hendes dør, bankede hun på. Det var hendes storesøster der åbnede, hun blev meget glad for at se Leonora igen.
Der kom hendes mor også løbene ud, og omfavnede Leonora, Leonora syntes det gjorde ondt men hun sagde ikke noget. Så tog hendes mor hende med ind i stuen, og der var en meget akavet stemning. Så sagde hendes mor, tak Gud tak fordi du ikke tog hende. Men det forstod Leonora ikke, hun spurgte hvad det betød?
Hendes mor sagde bare, at det var en måde at takke Gud på.
Leonora spurgte hvad hun så takkede for?
Så sagde hendes mor, at det var fordi at du kom hjem, uden en eneste skræmme.
Det føltes som om der gik flere år, men det gjorde der ikke.
Leonora stod ved vinduet da, hun så at vor frue kirke blev ramt. Et par dage efter stod hun der igen, der faldt det, og der faldt danskernes stolthed. Da kongen måtte give flåden, til England. Danmark mistede alt.
